lørdag den 13. oktober 2012

Gris

Så er der kommet endnu en ven, denne gang en lyserød gris.
Den venter på at komme hjem til Aksel og bo.
Strikket i Natur uld på pind 6, opskrift fra Purlbee.
Den har samme størrelse som uglerne, men har fået mere fyld i, så den føles meget fast og tyk. Øjnene er egen version, i opskriften har de brugt knapper, men jeg synes den så død ud, så jeg har syet øjne på. Overvejer at sy øjenvipper på den, for at gøre den lidt mere yndig.
Purlbee: Big Pink Pig

Festlige fingervanter

Et par meget farverige og dejlige fingervanter. Startet sidste vinter, færdiggjort i efteråret.
Opskrift købt sammen med garn i Sommerfuglen. Strikket af 50 g Silk Garden Lite fra Noro. Strikket på pind 4 (som i opskriften).
De er faktisk ret nemme og sjove at strikke. Man strikker nedefra og op, et flat stykke, ikke rundt. Derefter tommelfinger (åben i den ene side), så pegefinger o.s.v. Til sidst syr man alle fingrene sammen en efter en og ned langs kanten af hånden.
Da garnet skifter farve får fingrene hver sin farve. Jeg manglede dog en lille smule garn, så det yderste af lillefingeren er strikket i hvidt alpaca, hvilket man ikke lægger mærke til.

torsdag den 11. oktober 2012

Petite popover

 Esther i en 'Petite popover' fra The Purlbee. Strikket i Sarmakand fra Holst garn (uld og silke) i farven Rosewood. Modellen er størrelse 12-18 mdr, men igen har jeg strikket den på en mindre pind end opskriften foreskriver (pind 4½ i stedet for 5). Heldet følger de tossede (og de dovne); endnu en gang er jeg sluppet godt fra at strikke 'på slump' uden strikkeprøve. Passer PERFEKT!
Nemt og hurtigt lille strikketøj. Den tror jeg, vi skal have i mange farver.


mandag den 8. oktober 2012

Strikketur til Island - måske næste gang

Tag på en strikketur og garn indkøbstur til Island med rejseleder
Helga Jóna Þórunnardóttir, håndarbejdslærer på Skals Håndarbejsskole.
Nu er chancen for de strikkeinteresserede at tage på en garn indkøbestur til Island og spare en formue ved køb af garn. Vi deltager i en islandsk skrikkeklub på et strikke cafe, besøger garn butikker i Reykjavik og i garfabrikken Alafoss, besøger garn farve værksted, en håndarbejdsbutik og mere.. Vi besøger også den Blå Lagune for en flot oplevelse i det dejlige varme jordvand, som er så godt for huden samt at undervejs har vi den storslåede islandske natur med mange seværdigheder som vulkaner og varme kilder. Forskellen på pris af garn i Danmark og Island er stor og der kan spares store beløb ved køb af garn. Rejseleder er den dansktalende herboende islænding Helga Jóna Þórunnardóttir, håndarbejdslærer på Skals Håndarbejdsskole.
Turen er på 4 dage (3 nætter) fra den 19. til 22. oktober 2012. Denne tur har afgang fra BILLUND lufthavn.
Ice Travel: Strikketur
Esther fotograferet i 'Fiona2' af Rasmilla.
Strikket i Rasmillas luksusgarn, str 3-6 mdr, men på pind 3 i stedet for 3½, som der står i opskriften. Det er også ved at være sidste udkald inden den bliver for lille, men lige nu varmer den godt om den lille buttede krop:o)

søndag den 7. oktober 2012

Ugler

Så er uglefamilien blevet større. Udover Aksels sneugle er der nu et eksemplar af den meget sjældne blåøjede brunugle og den endnu mere sjældne ligeså blåøjede gråugle.
De er strikket i Natur uld på pind 6, opskrift fra Purlbee.
De skal bo hos henholdsvis Astrid og Nanna, man bliver jo ikke for gammel til en uglebamse.
Purlbee: Big Snowy Owl